Maison Bouachon
Frankrig - Rhône - Châteauneuf-du-Pape
Familien Bouachon var oprindeligt bødkere i Châteauneuf-du-Pape. Udover fremstillingen af fine egetræsfade var de også stærkt engageret i kvaliteten af den vin, som senere skulle fyldes på dem. Gennem en årrække gjorde flere lokale vinbønder brug af familiens hjælp til udvælgelse af druer. I 1898 tager familien den store beslutning, at begynde egen vinfremstilling og Vingården Maison Bouachon var født.
I løbet af første halvdel af 1900-tallet dygtiggør familien sig og sætter sig nøje ind i Châteauneuf-du-Pape’s mange forskellige druesorter, særegne jordbundsforhold og traditionsrige fremstillingsprocesser. Most og ublandede vine købes af de lokale vinavlere, og husets vine fremstilles hos andre vinmagere i området. I løbet af 1950’erne køber familien deres første egen ejendom og kan nu gøre brug af sin tillærte viden i egne kældre.
I 2001 trådte Maison Bouachon ind i en ny æra, da de blev en del af Skalli Family Wines, der er blandt områdets førende og anses for pionærer indenfor fremstilling af kvalitetsvine i Sydfrankrig.
Maison Bouachon fortsætter arbejdet med at fremstille vine, der fremstår modne, harmoniske og behagelige, men samtidigt komplekse og raffinerede i tråd med de enkelte appelationers klassiske kendetegn.




Famille Quiot - Domaine du Vieux Lazaret


